Begynderroning
     

Begynderkursus for voksne
I april hvert år starter vi nye begynderhold for henholdsvis havkajak og turkajak. Først bliver der en introduktion til sporten og til klubben, og derefter skal alle nye deltagere gøre de første erfaringer med kajakkerne i Struer Svømmehal. Her skal vi af hensyn til sikkerhed øve kæntring og makkerredning. Derefter finder træning sted en aften om ugen frem til slutningen af juni. Det er vigtigt at du deltager i stort set alle træningsaftener, da vi øver alt det der kræves for at kunne blive frigivet (dvs. ro alene – se længere nede) og bestå European Paddle Pass, niveau 2 (EPP2). Da der er begrænset plads, bør du allerede nu tilmelde dig. Se her>

Børn og unge (fra det år de fylder 9)
Vi starter med en introduktionsdag for nye børneroere og deres forældre i april. Først har vi kajakker på vandet i Struer Svømmehal, hvor alle begyndere gør sig de første erfaringer med kajakker. Træningen ligger derefter tirsdage og torsdage klokken 17.30 - 19.00. Efter løbende drøftelse med trænerne kan børnene/de unge forblive på børneholdet til de er 15-16 år, men fra 13-årsalderen er det efter konkret vurdering muligt at blive frigivet og rykke op blandt voksenroerne.

Betingelser for medlemskab
Ved tilmelding skal du oplyse, om du lider af sygdomme, som kan forårsage lammelse eller bevidstløshed. Hvis det er tilfældet, er det dit ansvar at spørge din læge, om det er forsvarligt at ro kajak. Som aktiv (frigivet) roer skal du være fyldt 13 år og kunne svømme mindst 600 meter.
Som roer mellem 9 og 12 år skal du kunne svømme mindst 350 meter, og du skal altid være ifølge med en voksen, frigivet roer, når du er på vandet.

Tilmelding
Du må prøve at ro kajak 2 gange, før du bestemmer dig for at blive medlem i Struer Kajakklub. Læs mere her>

Frigivelse
Frigivelse forudsætter at du har opøvet og dokumenteret de færdigheder der svarer til EPP2 (tur- eller havkajak), og at du derudover har deltaget i de forløb som Struer Kajakklub kræver for at du må ro alene. Dvs. krydset over til Venø, roet gennem slusen til Kilen, deltaget i en tur på ca 10 km, og svømmet 600 meter i fjorden. På selve frigivelsesdagen vil der være kæntringsøvelse, hvor du fra dybt vand skal svømme ca 100 meter til land med kajakken. Når du har bestået, kan du købe en nøgle til klubhuset (125 kr), så du kan ro når det passer dig i tidsrummet fra solopgang til solnedgang.

Klubregler
Ro i ansvarlig afstand fra land.
Ro ikke i beruset/påvirket tilstand.
Unge under 18 år må ikke indtage alkohol på klubbens område eller på klubbens ture.
Du må ikke ro i Struer Trafikhavn, med mindre det er i forbindelse med arrangementer.
Tag en erfaren roer med de første gange du skal krydse Venø færgeleje.
Fra 1. oktober til 30. april gælder følgende:
Du skal altid bære svømmevest.
Der er særlige regler for at ro over til Venø. Læs om sikkerhedsreglerne her>

Opbevaring af kajak
Som medlem af Struer Kajakklub har du, i det omfang der er ledig plads, ret til opbevaring af én kajak i et af klubbens bådehuse. Med de nuværende pladsforhold må du påregne venteliste.

Udstyr
Når du skal ro, skal du selv medbringe eget tøj.
Når man ror kajak bliver man våd, også selv om man holder sig oven vande. Det er derfor vigtigt at rotøjet ikke kan suge vand. Vi anbefaler at du bruger badetøj eller skiundertøj (kunststof), suppleret med vindjakke på kølige dage. Bomuld er ikke godt, da det suger vand og bliver tungt og koldt. HUSK at medbringe håndklæde og skiftetøj. Vi har omklædnings- og badefaciliteter.
Læs mere om udstyr>

Se slideshow fra begyndertræningen>

EPP-licenser
Læs om kravene til tur- og kapkajakker her>
Læs om kravene til havkajakker her>

 


 

 

Hent printklar PDF